UK/DE (DK/NO) Thanks to Jonas Blom for english translations.

WALDCHENGARTEN (MP3, private)
Economic pressure mounts up every where it seems, and Danish Wäldchengarten are tired of waiting another deal to release their music on CD and therefor offer this release as a MP3. That I think is a pity, as I don't think MP3s are really suitable for any music, save perhaps popmusic. Let's wait until everybody has glass fibre and we can offer music in 24bit audio - that will be the next revolution, I think. No titles, no covers, just three tracks from these brothers whom we learn are men who love all things dark, ambient and atmospheric, and these three new pieces are no exception. In the first piece things are a bit louder than usual, but in the second piece they return to their full ambient industrial style: a glorious piece of shifting electronics, loaded with sound effects. In the third piece they explore the end of their sound through some heavy noise related sounds. Three sides of the same coin. Why not seek out one of the many fine CDR labels, I wondered. [FdW, vitalweekly]

Wäldchengarten - Reservatet
This excellent release was composed as the soundtrack to certain sections of ‘Reservatet,’ a book by the Danish writer Christian Haun. The piece was featured at a sounds-and-words event held by Lyd og Litteratur in Aarhus, Denmark on 2003.

The excerpt from the book contained in the booklet chronicles the experience of a young woman who has recently gone through the often-traumatic experience of an abortion. As she attempts to return to her normal life, she realizes that she is agoraphobic and has difficulty relating to other people. She comes to understand that she fears people, and in spite of her efforts to explain her feelings to her doctor, she lies about the abortion, about the intensity of her fears, and about the voice that comes from within her head.

The music itself is a gorgeous, 30-minute composition. The beginning of the piece moves from deep sepulchral drones to tolling bells and chimes, the echoed facets of madness and loneliness. One can perfectly picture a young woman alone in her room, clinging to the shadows with as much tenacity as she clings to her bedclothes, afraid of the world beyond the doorways.

As high-pitched peals vibrate the room, she sees something move in her periphery, something falls to the floor and clatters. The creeping panic of schizophrenia is represented as a fugue of jittering violins. Creaking bows move across suffering strings, and the drones return, this time underscored by looped guitar strokes. Tension builds and she stands slowly, moving across the apartment searching from room to room for this invisible invader. The voice speaks; it’s the world that is sick, it tells her, not you.

The deep, menacing vibrations grow louder, darker, and finally fade into bright blooms of sound that call to mind spring and rebirth, sunlight reflects in the glass of her window and calmness overtakes her. She sits down at the dining room table and hums to herself. Gliding across the morning horizon, the drones soar and pitch, locked in a dance with this glimmering, echoed guitar refrain.

From here the darkness rises again, and comes to blot out all light, swallowing everything beyond her windows, until she is left with herself and her sickness, convinced by the voice that it is not she, but the world that is unhealthy.

Truly epic.
[Lee M. Bartow, heathenharvest.com]

Wäldchengarten - Black Rabbit
Ich wette, dass beim Thema 'Elektronische Musik aus Skandinavien' viele Leser sofort an Schweden denken. Heute geht es ausnahmsweise einmal um das Nachbarland Dänemark, denn dort hat sich in den vergangenen Jahren viel Innovatives getan. Dem dänischen Noise-Pionier JAKOB BRANDT-PEDERSEN sind viele junge, moderne Projekte gefolgt, die den Noise-Begriff aufbrechen und erweitern, zum Beispiel durch die Kombination von Noise-Musik mit Videokunst oder die Verbindung mit klassischer Musik. Zu dieser modernen Noise-Szene gehören unter anderem: das Online-Projekt KVARNEN, hinter dem wiederum JAKOB BRANDT-PEDERSEN steckt, ULTIMATE COMBAT NOISE, FALLINGAPPARATUS oder DODSKUGLEN. Eines der jungen Labels in dieser Landschaft ist 8K MOB RECORDS aus Aarhus, das DANNY KREUTZFELDT gegründet hat, ein ebenfalls junger (geb. 1981), dänischer Dark Ambient-Musiker. Er veröffentlichte in den vergangenen Jahren selbst viele Alben und kümmert sich als Labelinhaber nun um eines der beachtetsten dänischen Noise-Projekte: um WÄLDCHENGARTEN, die auch aus Aarhus stammen.
Die beiden Brüder LARS und DENNIS HANSEN alias WÄLDCHENGARTEN haben 1999 angefangen Noise-Musik zu machen, durchliefen allerdings in den vergangenen Jahren einen Wandel Richtung experimenteller Musik. DENNIS ist verantwortlich für die 'Komposition', und LARS kümmert sich um die Technik. In einem Interview haben WÄLDCHENGARTEN ihren Sound einmal als 'dunkle Seite der Musik' bezeichnet. Sie verwenden Dissonanzen, Fehlgriffe, Schnipsel, die andere vielleicht weggeworfen hätten, Zerbrochenes und Kaputtes, und puzzeln daraus eine Landschaft zusammen, die am Ende doch wieder eine - düstere und bleierne, aber immerhin - Harmonie ausstrahlt. Ihre avantgardistischen, puristischen Auftritte hinter winzigen Mischpulten und die improvisierten, rund 45 Minuten langen Live-Soundscapes erregten die Aufmerksamkeit der dänischen Presse, die aus WÄLDCHENGARTEN inzwischen so etwas wie die nationalen Avantgarde-Lieblinge gemacht hat. 2004 hatten die Brüder einen Auftritt beim Roskilde-Festival, immerhin eines der größten Musikfestivals Europas, und im vergangenen Jahr 2006 wurden sie nach Peking eingeladen, um ihre Klanglandschaften dort vorzuführen. Ihre bis dato letzte Veröffentlichung 'The Leech' (7inch) haben sie beim - auf Vinylsingles spezialisierten - deutschen Dark Ambient- und Industriallabel DRONE RECORDS herausgebracht. Wenn LARS und DENNIS nach dem Grund für das Interesse an WÄLDCHENGARTEN gefragt werden, behaupten sie gerne, das läge einfach nur an dem 'Ä' im Bandnamen, einem Umlaut, den es so im Dänischen nicht gibt.
'Black Rabbit' ist die ungefähr zehnte Veröffentlichung von WÄLDCHENGARTEN, aber dennoch eine Premiere: Es ist die erste Platte, die im neuen Studio des Projekts auf dem Land aufgenommen wurde, mitten in der Natur, und das ist deutlich zu hören. 'Black Rabbit' ist weiter und erdiger als die vorigen Veröffentlichungen, obwohl die Musik der Brüder trotz Härte und Verfremdung schon immer organisch wirkte. (Das dänische Magazin 'Geiger' schrieb über WÄLDCHENGARTEN einmal: Sie sind in erster Linie organisch. Deshalb muss ihre Musik eigentlich gar nicht erklärt werden.) Die EP besteht aus einem Song, 33 Minuten lang, der in drei Parts unterteilt ist. Er beginnt mit einem tiefen, erdigen Grummeln und Blubbern, so als ob gleich ein Vulkan ausbrechen würde. Dazu murmelt der Wind eine geisterhafte Botschaft durch dänische Wälder, und ein hörsturzartiges Pfeifen wird langsam zur Alarmsirene. Als erster Hinweis auf das doch vorhandene Harmoniebedürfnis von WÄLDCHENGARTEN setzt sich eine minimalistisch gezupfte Seite einer akustischen Gitarre über die Verzerreffekte eines übersteuerten Verstärkers. Der inzwischen laut brüllende Vulkan bricht nach acht Minuten Soundwand nicht aus, denn die HANSEN-Brüder werden nie hässlich; bevor ihre Musik zum Inferno wird, nehmen sie sich zurück und wechseln in diesem Fall zu einer wabernden Drone-Strecke, welche zwar die bedrohliche Grundstimmung beibehält, aber im Vergleich zum vorangegangenen Sound geradezu beruhigt. Das unendlich langsame und kaum noch wahrnehmbare Pfeifen und Kratzen wird dann von einer zirpenden Grille auf Acid so sehr wieder aufgepeitscht, dass ich doch kurz die Kopfhörer abnehmen musste. Die einsetzende E-Gitarre schafft eine Doom-Metall-Atmophäre - man wartet förmlich auf ein Loskrächzen eines Sängers - und steigert sich in eine absolute Verzerrung, bis dann die Auflösung im letzten Part in (für ein Noise-Projekt fast hymnische) Keyboard-Chöre erfolgt, die unter Kratzen und Schleifen ausklingen.
Beim Hören musste ich an eine friedliche dänische Landschaft denken, die sich beim näheren Hinsehen als radioaktiv verseucht und tot entpuppt. Das könnten die Extreme sein, zwischen denen sich WÄLDCHENGARTEN musikalisch bewegen. Mit 'normalen' Hörerwartungen kommt man hier nicht weit. Der Wechsel zwischen Noise-Attacken und eher friedlichen Ambient-Feldern, zwischen Soundkunst und Terror, fordert einiges ab. Wer sich darauf einstellt und eher eine wahnsinnige Achterbahnfahrt durch verschiedene, dunkle Emotionen erwartet als 'Songs', wird an den dänischen Basteleien Spaß haben, die mit ihrer 'Noisigkeit' aber auch Puristen zufrieden stellen dürften. Gut!

Zum Anhören: Das dänische Netlabel NOISEJIHAD LIVE! veröffentlicht regelmäßig landesspezifische Genre-Compilations und stellt online viele Liveshows der erwähnten Künstler (dabei auch mehrere Auftritte von WÄLDCHENGARTEN) zum Download zur Verfügung. [Michael We, nonpop.de]

Wäldchengarten "Reservatet" CD-R (Verato Project)
Wäldchengarten ist der Soundtrack zu Teilen des Buches "Reservatet" von Christian Haun. Wäldchengarten kommen aus Dänemark. Die Musik dazu ist ein einziges, 30 minütiges Drone-Stück. Es ist ausufernd, weit, laut und eher schwer wie schimmernd und licht. Es hat etwas von Post-Rock und wirkt erdig und dann und wann psychedelisch. Das Artwork suggeriert eher, dass es sich bei der CD um den Soundtrack zu einem Film handelt, auf der Innenseite des Booklets sind Auszüge aus dem Buch von Christian Haun abgedruckt. [creative-eclipse.com]
Rating: 6.5/10

WÄLDCHENGARTEN - BLACK RABBIT (CDR by 8K Mob)
Danish duo and brothers Wäldchengarten have been regular visitors to Vital Weekly. They have recently built a new studio on a farm and 'Black Rabbit' is the first work they completed over there. It consists of three part that run into each other. Apparently the two brothers work with guitars on this release, feeding it's signal (drones, e-bow, strumming) through the usual endless pile of sound effects. The noise of yesterday is gone, and in some thirty-three minutes they [create] an atmospheric yet bleak desolated industrial soundscape, of slowly changing moods, textures and colors - various shades of black and brown of course. The noise is suppressed, the feedback gets looped around ad infinitum. Quite a good release, despite some of the flaws in playback, unless the static crackle is part of the music (and somehow I don't think). This release marks the usual high standard of dark ambient soundscapes that we know this band for. A fine dark half hour. [FdW, Vital Weekly 579]

Wäldchengarten - Distractions
One of the biggest disappointments I’ve experienced over the past couple of weeks was watching a DVD of the film ‘Rawhead Rex’ which was loosely based on the Clive Barker short story. Not only did they change many aspects of that fine piece of fiction, as film makers have a peculiar knack of doing, but they made the biggest cardinal sin of all horror films. They showed the monster far too early into proceedings. The result. No shocks. No scares. Mind you it helps if the monster didn’t look so false in the first place. Man in poor quality rubber suit will not cause anyone to piss their pants in fright. Never, ever give anything away too soon. Build on the tension before unleashing the demons. Someone should have told that to the director of that travesty. The same rule applies to certain genres of music. In a round about sort of way. Which is my way of justifying this introductory paragraph. Never show everything at once. Let the imagination of the listener be teased and tickled before revealing all your tricks. Leave them gasping in awe in other words.

As a reviewer I work to a standard formula which I call my 3 x W’s questions. Something you may not be aware of. A bit of a trade secret but one I’m willing to share with you. Here they are in order:

Who the fuck are they?
What the fuck does this sound like?
Why the fuck should I buy it?

You’ll note the colloquial profanity wording stuck in there. This gives greater emphasise to the profound questions. Plus I swear like a sailor on a drunken night on the town in real life. Write it as you speak it.

Q: Who the fuck are they? A: Waldchengarten are Lars and Dennis Hansen. They come from Denmark. They have been releasing and recording music since the year 2000. To date they have racked up 10 releases on vinyl, cassette and cd. ‘Distractions’ is their fifth full release. They also have the distinction of being placed in my book of ‘Artists I’ve never heard of before’…which is currently on its third volume.

Q: What the fuck does this sound like? A: Like the Cosmos falling all around your ears. Or an unseen threat stalking you through the night. Or a feeling of falling endlessly through a blackened void waiting for the sudden impact to arrive. Or pulsing through some great machine fitted with transistors and resistors all a glowing. Make of that what you will. Which is exactly the way it was meant to be. The brothers Hansen, not to be in anyway confused with those moppet pop wankers…who are spelt Hanson anyway, use drones and simplified electronics to produce music that straddles the whole noise / drone / ambient /…and even Industrial…genres in a diverse, complex and highly creative way. These seven untitled tracks are the epitome of downright magnificence. Make no mistake about that. Musical notes are stretched and manipulated beyond mere mortal comprehension in a highly charged and intense electronic aural landscape of their own design. The lavish sounds are slowly revealed in ever twisting concoctions that are brutal and extreme one minute and beguiling and tranquil the next. Every moment in time a new discovery awaits. The listener transfixed by the magnitude of the enveloping sounds that caress and batter the ears in random patterns where nothing can ever be second guessed.

Q: Why the fuck should I buy it? A: Which is a dumb question if you’ve just read the previous paragraph. The question should really be ‘why the fuck shouldn’t I buy it’ and the answer to that one is…there isn’t an answer. Anyone with a beating heart in their chests with a love of music that fires up the imagination through the use of electronics needs this release in their collection. Simply put as this may be but the truth normally is. Can you ever over use the word ‘incredible’ to describe a piece of music? Not here you can’t. I defy you to find a better recording this year within this musical spectrum that blows you away so completely and is full of surprises at every turn. Now that’s a challenge you’ll never beat. [Alan Milne, heathenharvest.com]

Wäldchengarten - Distractions
In a rare interview for the Japanese magazine G-Modern in 1996, David Jackman gave a pithy, bleak metaphor for a particular Organum track: "It was of a black starry sky above one of the crematoria at Birkenau. Flames were shooting out of the chimney and up into the night." Although they take a radically different approach to sound sculpting, the same nightmarish image applies to the work of the Danish post-Industrial duo Wäldchengarten. The molten Ambient passages found on Distractions emerge from an electric volatility, and push into bleary sinewaves of feedback and dense windstorms. While Distractions enjoys a few moments of bellowing horror as well as a Fennesz-like ethereal finale, Wäldchengarten are at their best when cloaked in shadows, hinting at what might be lurking in the darkness. [Jim Haynes, The Wire 275]

WALDCHENGARTEN - DISTRACTIONS (CD by Phisteria)
Since seven years Wäldchengarten exists as a lone but strong voice in the world of Danish experimental music. They have had a couple of releases (see for instance Vital Weekly 510, 465, 380, 338 or 265) which all can be noted for the strong love of noise and drones. Everything they do deals with electronics, from the samples they use to the sound effects and the analog electronics. Noise is never the end result: rather Waldchengarten use noise to create an effect that is trance inducing. Also Waldchengarten has no theme, it seems. No track titles, no obscured nazi images or any such things known to the world of noise, all they (the two brothers Hansen) care about is playing mind altering ambient industrial music, and they do a great job. They can easily be compared with the likes of Troum. Forcefully present, but twistin' the senses. With 'Distractions' they created an even finer balance in the music, moving slowly forward with their sound. Every new release is an improvement from the previous, slightly refining the music. Waldchengarten doesn't take big steps, nor are they in for a radical change, but with releases at this rather slow speed, it's quite alright. So far their best release. [FdW, vital weekly 543]

Wäldchengarten - RESERVATET (CDR by Verato Project)
On the same label are Wäldchengarten from Denmark. For years now they have been going strong. 'Reservatet' is an older project, from 2003, when they were asked to put some music to a book of the same name by Christian Haun. Some excerpts are reprinted on the cover, but it's hard to tell what the book is about. The music is one piece of thirty minutes of what seems to me a duo of guitar playing. Strumming and bowing the strings, the two brothers that form Wäldchengarten play a heavy version of post-rock. Long sustained sounds form the backbone of the piece, but the distortion pedals are never far away here, making this into quite a massive drone party. Maybe a bit too heavy for the real drone purists out there, but perhaps it fits the book well? It's less refined than their previous release 'Electrical Bonding' (see Vital Weekly 465), but as said this is a work from before that. Maybe something for the real diehards.
[FdW, Vital Weekly #510, jan 06])

Wäldchengarten: Electrical Bonding
The spirit of HP Lovecraft is alive and well in Danish horror/ambient project Wäldchengarten. Electrical Bonding captures the familiar post-Industrial atmosphere of abandoned factories left to their own decay, both physically and existentially. The nihilism that these Danes express in statements in the sleevenotes about "unhealthy habits of power-supplied tubeheads with nothing better to do than sticking forks into electrical outlets" is comparatively juvenile when set against the nightmarish abyss they sculpt in their recordings. The album's turbulent rasping drones appear to have been crafted from bowed metals; yet Wäldchengarten occult much of the acoustic tactility of such sound in chilled reverberating shadows. Each slashing, screaming sound that creeps through the subterranean murk then tumbles beyond the event horizon with a doppler-effected declination in pitch, giving the impression of everything being sucked into the void that lies just beneath the surface. Grim, to say the least.
[Jim Haynes, The Wire 264, jan/feb. 06]

Wäldchengarten: Beautyboxer 3" CDr (Verato Project)
Even though I've come across the name Wäldchengarten quite often, I believe this is the first stuff I've ever heard from them. I was expecting something noisier, but instead they do five tracks of harsh ambient with touches of experimental electronics yet never getting too artsy. All sounds are used sparingly, creating a good instense atmosphere; a nd different sound sources and styles are used in different tracks, keeping the disc interesting all throughout. It's difficult to describe the Wäldchengarten sound, but the collages usually build from concrete sounds, various instruments and what appear to be turntable loops, all structured nicely and dynamic. I like this 3" disc and I'd say it's worth checking out if anything's left of the limited edition of 50.
[J. Mattila, Degenerate #4, Summer 05]

LIVE NOISE NETLABEL RELEASE: Waldchengarten is the first act to get a release entirely to itself on the Noisejihad netlabel, based at noisejihad.dk/netlabel. Noisejihad releases free downloads of live concerts, and previous entries in its series have paired the likes of Zbigniew Karkowski and Fl/ex'0, and Ryfylke and Danny Kreutzfeldt. The twofers have helped because noise is often so abstract and amusical (not that all Noisejihad albums have dispensed with rhythm) that having two sounds sit side by side puts each of them in some sort of context. Fitting, thus, that Waldchengarten's 40-minute industrial ambient sprawl gets aural space to itself, because any such pairing or context might have risked diminishing its breadth, its magnitude, its sonic omniscience. Waldchengarten's set, recorded live on May 26 at in Aarhus C, Denmark, moves from stage to stage like stark, emotionally neutral sound-design set pieces in some wasteland of a narrative, from suffering welps of static, to alien atmospheres washed on occasion by whisps of wind, to locked-down tunnels pummeled by unseen forces.
[disquiet.com]

Fascinating Brothers
(Wäldchengarten: Electrical Bonding/Desolation House)
Noise : 5/6 stars

The Århus-based duo Wäldchengarten - which consists of brothers Lars and Dennis Hansen - has a line of extreme experimental releases left behind, that all takes a starting point in socalled "Noise". On this, their so-far most successful and accessible release, they are somewhere in between soundart, ambient and pure sonic terror. Fascinating.
[Henrik Queitsch, EB 13/05/05]

Wäldchengarten: Electrical Bonding / Desolation House
The Danish underground is rumbling. In an odd enchanting way.
[Peter Albrechtsen, Respekt! i Citadel]

Wäldchengarten: Electrical Bonding [5/6 U]
Within the 5 last years, the brothers Lars and Dennis Hansen from Aalborg have made a remarkable career in a curious and somewhat unintelligible scene. Releases such as Six Silver Bullets, Was Kommunikation? and ... In Preparation of Machines to Fall were received with great interest by the media and audiences around the world, while in Denmark word was spread of the noise duo’s very alternative music. Never before has a radical exponent of electronic music reached such a big audience in Denmark. Among some it was an ‘über-refined’ trademark to wear as a badge - a name with ‘umlaut’ and a taste of avant-garde, radiating the provocative curiosity of the individual in a dehumanising age of machinery. Among others it signalled a prophetic drone of electronic possibilities capable of pushing the limits for many listeners.

It is true: Electrical Bonding is indeed music which rocks the foundations of musical perception and is at times a painful meditation on nothingness. A vacuum or a sinister void without smiles, living nature, and blue skies, where the voices of dead objects come to life. The basic mood is elegiac and disturbing, but the exposed alienation is also perceived with a curious wonder. It is like moving in a cabinet of mirrors where darkness suddenly falls. Here the senses are hit by a typhoon of charged electricity, and it is definitely not a display of human power. It is as if the music transcends its own will through ethereal radiation and abandoned factory buildings. It is hard to comprehend how people can devise such a brutal form of aesthetics. Throughout the 40 minutes of listening the music does not enter one single compromise with human and organic art. We step into another universe where the laws of nature have been defied by the machines’ will to self-preservation.

Therefore it is also hard to imagine how this music has been made. The guitar and other apparent noise sources, which were predominant on Wäldchengarten’s early recordings, are no longer recognizable to the ear. At certain points in the music one notices jacks summing magnetically in contact with the plug, but otherwise the corroding soundscapes display themselves as monsters of electricity overtaking each others prolonged blowing in the pipes of the purgatory organ.
The album is divided into five suites, which succeed one another imperceptibly. The sound image presents itself as an inseparable unity in which myriads of parallel sequences are constantly undergoing transformations.

As opposed to ... In Preparation of Machines to Fall with its more simple and distinctive traces of melody, Electrical Bonding is a display of a fully developed Wäldchengarten. The phenomenon has become aware of its own depths and even though the accompanying prose extract in the cover states with humility and a latent form of self destruction: “with nothing better to do than sticking forks into electrical outlets”, this enterprise has taken a final step towards darkness. On the back of the cover one sees a closed eye through a peephole. The skin has the same appearance as a body in decay, and the surrounding metallic surfaces are made in rust brown and verdigris green, portending the age of living machines - time and darkness giving rise to their history and presence.

Already in Cancels Out If Need Be one’s eyes begin to wander about nervously in the room expecting a vision of electrostatic ghosts dragging their chains through cutting digital fire and flickering pools of electric current. Electrical Bonding is one of the most abstract and cinematic listening experiences produced for a long time. The sounds and noises affect and challenge the brain with multiple perceptive possibilities, in a way that only genuinely provocative music can do. As a listener one expands the tonal sequence, but due to the amorphous and unpredictable transformations of the music the listener is simultaneously forced to listen with full concentration in order to perceive all details.

One particular sequence projects these phantoms of industry flowing below deep waters. Their pulse increasing with menacing speed only to be dissolved in a sea of electrical intensity. Images of living metal devouring and reproducing itself in frictional moments flow through the mind. At other times one’s consciousness is simply lost in the desolate landscapes of the music.

Certain types of music slowly unfold for the listener, but here the music functions as the unalterable element interacting with the listener. It exists as an almighty entity in its own terms, and the listener has to adapt his consciousness in order to intertwine with it. Then the jarring, ringing, howling, rattling plateaus will rush towards the listener’s brow, leaving him isolated in the epilogue to this metaphysical shadow play of mechanical noise. Gaping, trembling and ... empty.
[Daniel Flendt Dreesen, Undertoner.dk]

Wäldchengarten - Electrical Bonding CD
It is not common to come upon Danish music with roots in the noise related part of the ambient scene. Nevertheless this is the case in the fifth official release, “Electrical Bonding”, by the fascinating electronic project Wäldchengarten. The group was made by the brothers Lars and Dennis Hansen back in 1999. Based at the legendary club 1000fryd in their hometown Aalborg (the same club that hosted the Club DNA release of the semi-legendary noise compilation “Aalborg Noise Jihad”), the duo gained its first public attention.
Wäldchengarten’s debut album, “Was Kommunikation?”, released at the end of 2000, is among the few Danish releases within the genre of Power Electronics, which has been critically acclaimed by the international music press devoted to sound art and electronic sound experiments. Power Electronics is a subdivision of the noise focused music style Noise - it distorts the noise in such a way that it is (if this is even possible) even more extreme and destructive in comparison to traditional Noise.

The noise excesses are however phased out on “Electrical Bonding”. The brothers have chosen to focus more upon atmosphere and less upon noise in comparison to their previous recordings. In order to explain why this release is so artistically successful one must not only look to the duo’s ability to create sinister, yet grand soundscapes, but also take into perspective the collaboration with legendary ambient composer Robert Rich as producer on the album. The collaboration with Robert Rich somewhat places “Electronic Bonding” within the Deep Ambient scene, of which Robert Rich is an integrated part. However, Wäldchengarten detach themselves from traditional Deep Ambient by using relentless noise drones as a background setting. In this way a contrast is created between the brutality of the noise drones and the grandiose beauty, created by the waves of trance creating soundscapes.

“Electrical Bonding” shares certain formal characteristics with the Ambient/Power Electronics album "Analysis of Self Destruction" (2000) by the American Noise artist Bastard Noise and also with the classic Dark Ambient recording “The Place Where the Black Stars Hang" (1994) by the Welshman Lustmord. Not surprisingly, the album is released on a subdivisional label to American Relapse Records, which specializes in extreme and vanguard releases from both the metal scene and the electronic scene. Undoubtedly, “Electronic Bonding” will rank among this year’s best albums from the Danish electronic underground. [Niels Mark Petersen / Herlev-Bibliotekerne]

Wäldchengarten - Electrical Bonding CD (Desolation House / www.noisejihad.dk) [5/6 stars]
It is no secret that the Danish metal scene is currently successful internationally, but this is not the only extreme form of Danish Music which has made an impression in an international scope. Lars and Dennis Hansen have since 1999 been critically acclaimed for Wäldchengarten’s contribution to the noise scene. The brother’s new album is released on a subdivisional label to the alternative metal concern, Relapse Records, and is furthermore among the best noise orientated ambient, that I have listened to for years. The five tracks on Electronic Bonding slowly melt together with minimal repetition and countless of details unstably layered. It is a mood of isolationism correlating with the mental shadow land where darkness and emptiness rule. The abstract electronic surfaces are hypnotizing, and as a listener you do not begin to recuperate until the final track is at an end. It is doubtful that Wäldchengarten will ever gain any major attention in Denmark; nevertheless Electronic Bonding is definitely one of this year’s most exciting Danish albums. [Jakob Rosenbak, Gaffa.dk]

Wäldchengarten [Geiger recommends!] - Electrical Bonding (cd, Desolation House, 2005)
The systematic search for zero points bordering on self-destruction has been the most pregnant trade mark for Wäldchengarten’s career since its beginning. To begin with, the white surfaces of the noise and the vortex of repetition were the duo’s preferred tools; whereas the debut album ... In Preparation of Machines to Fall based itself upon a fragile vibrating tension between silence and noise, between fragments and melody. However, on Lars and Dennis Hansen’s new album, Electrical Bonding, which is released on the highly esteemed American record company Desolation House - mastered by non other than ambient musician Robert Rich - the central themes have shifted towards the dual relationship between form and formlessness. The five long tracks, so identical in intention and expression that they are barely separable, are at once both extremely static and turbulent. Looked upon from a more distant perspective, the tracks resemble shiny, cool surfaces reflecting all which is hurled against them, but from a closer perspective, they form a network consisting of drones and loops, with such a profound depth that it is necessary to analyse this as simplicity through complexity. Or maybe - in or order to incorporate the brief manifest on the cover: ”drowning in an electrical current without further resistance” - electrical currents creating refined patterns in an empty room through its elementary forms: The linear direct current and the alternating current

The intention perhaps being the comparison to the electrical energies of our own body and the machines we are using. In Lars Hansens own words: ”The thrill of bypassing electric tension through every particle of your body”. Bridges are being built between technology and biology, and in this connection electricity is the concrete cosmic common denominator - concrete, yet impossible to thoroughly define, since even today science has problems explaining the true nature of electricity. For the same reasons - and because this concept is the main theme of the album - Electrical Bonding is more an existential experience than a music piece in a literal sense: It is an artistic expression of the artist’s individuality. The record is one big object with its accumulation of electronic impulses, intriguing effects and hypnotizing guitar surfaces, all within the parameter of “noise”, “ambient” and “industrial”. And the only way for me to interpret this correlation is to regard oneself as an object. As an energy form among myriads of others, so different yet so fundamentally similar.

The question however remains, is this even art? Of course it is. The record has been made by artists with a certain philosophy. And it affects you the way well made art does. It lets you tag along and dive into the sounds. It makes you get involved and absorbs you. It spits you out on the other side in a wiser yet still foolish state of mind, but first and foremost it activates you. It is a switch you can plug yourself into when you feel like it.

For the same reasons Electrical Bonding is possibly the best release so far from Wäldchengarten. It fills out its frame perfectly; instead of being a soporific theoretical piece of abstract art, it is an ignited musical ‘Kraftwerk’ that you visit with equal amount of respect and fascination. [Steffen B. Pedersen/Geiger.dk]

WALDCHENGARTEN - ELECTRICAL BONDING (CD by Desolation House)
Over the years some Waldchengarten releases have been reviewed, and here is their latest one, maybe their second (the website wasn't that
clear), but it's certainly a big leap forward. Until now Waldchengarten, a Danish duo of brothers lars and Dennis Hansen, combined their dark ambient with some retro-industrial sound, here they have moved entirely into the world of dark ambience, maybe under the influence of Robert Rich who mastered this work. Their machines, synths, guitars, samplers and sound effects are fully overload with sound, scraping and sampling the hell out of metallic percussion, adding bucket loads of reverb and other such studio trickery. A sonic overload on all accounts, but one that is at the same playing the ambient card. Silence plays no role in this music, but Waldchengarten plays a strong (in every sense of the word), the mood card. Music to put the listener is a hypnotic, trancelike state, stepping outside the conventional borders of ambient and industrial, by blending elements of both together. If Troum is up your alley, then check out this new, to date best, work of Waldchengarten too. [FdW/Vital Weekly 465]


DK

Wäldchengarten - live at Spot Festival
Med Wäldchengarten blev højtalerne for alvor indviet. De to brødre, Lars og Dennis Hansen, stod bag hver deres laptop og producerede et overvældende lydattentat.

Musikken var stor, tung, dyrisk og rungende. Og gik lige i maven. Publikum blev udsat for et komplekst lydangreb af dimensioner. Knitrende bund og skærende lyde på én gang. Angrebet var en invitation til at tage med på en rejse i et ukendt univers på grænsen mellem drøm og mareridt.
Lydene var overalt i rummet, på gulvet, vi sad på, og i luften omkring os. Ubehaget var uundgåeligt, det var en langsom eksplosion og en atombombe, der sprang i havet.

Wäldchengarten blandede det sfæriske udtryk, det luftige og det drømmende med det mareridtsagtige. Nummeret endte ingen steder, og tilbage stod et monumentalt dommedagsagtig indtryk.
[4/6 - Marianne Møller Jensen, gaffa.dk]

Wäldchengarten - Black Rabbit
Kompromisløse støjeskapader fra noisemusikkens ubestridte nationalhelte
Der er noget næsten uhyggeligt over Wäldchengartens musik, der befinder sig milevidt fra alle tænkelige konventionelle musikforståelser. Musikken er nedslående mørk, dronisk ambient og helt uden taktfaste rytmiske strukturer. De skælvende lydflader skubber faretruende til hinanden i et kompromisløst sammenspil, der er arrangeret i tre dele (part a til c). Wäldchengarten, der er et alias for brødrene Lars og Dennis Hansen, skaber abstrakte støjcollager i én lang ambient bevægelse på albummets knap 34 minutter lange lydspor. Ligesom på duoens seneste udspil Distractions (2006) og Electrical Bonding (2005) helliger Wäldchengarten sig et musikalsk udtryk, der af nogen har fået den deskriptive betegnelse noise. Heldigvis er støj en mangfoldig og subtil størrelse i hænderne på brødrene Hansen, der internationalt er højt respekterede for deres ekspressive audioskulpturer. Hvis du savner veltilrettelagt larm i din hverdag, så kan den sorte kanins durende selskab varmt anbefales! [4/6 - Thomas Borre, gaffa.dk]

Wäldchengarten - Distractions
Wäldchengartens kullsorte ambient maner fram følelsen av å traske gatelangs i et lugubert strøk ved nattetider, med en fjern, men bestemt forfølger i hælene. Tidvis kaster et lysglimt omgivelsene rundt deg i et skremmende, forvridd lys; men mesteparten av tiden ligger de i et tungt, tvetydig mørke som kun hinter til skrekkelighetene som ligger bak.
I dette farvannet er det Distractions, den danske duoen Wäldchengartens andre album, opererer. De sju svært sparsomt titulerte sporene som utgjør albumet befinner seg ofte på et skjæringspunkt mellom ambient, industrial og støy, og skiva har en tjukk lydsignatur som sender tankene til de tidlige arbeidene til Daniel Menche – så definitivt ikke noe negativt i min bok.

Massive, rikt fasetterte lydvegger inviterer til utforskning, og det er behagelig å gå seg vill inne i dem, før man brutalt blir dratt ut av et regnskyll av støy eller en brå overgang. Utførelsen er stødig og kontrollert, og biter akkurat hardt nok til at det ikke blir kjedelig eller forutsigbart.
Lydbildet er klamt og ukomfortabelt, og svært effektivt. Tunge, svakt pulserende drones ruller gjennom lydlandskapet, supplert av knitrende bakgrunnslyder som iblant eksploderer i kaskader av støy. Monotone pipelyder flyter over et bunntungt, rumlende grunnsmørje, mens hissige glitchflekker flyter inn og ut i bakgrunnen av lydbildet. Lag på lag med lydmønstre dukker opp fra overflaten, låses sammen i en midlertidig kombinasjon før det hele fader til sort. Det er i det hele tatt en god variasjon å spore mellom de ulike stykkene, samtidig som at utførelsen og lydsignatur etableres såpass godt at skiva oppleves helhetlig.

Musikken rumler for det meste like under bristepunktet; og lydbildet hinter hele tiden til et kaos rett rundt hjørnet som kun tidvis blåser opp. Denne mangelen på noe forløsende klimaks gir albumet en trykkende atmosfære, og skiva oppleves som mer skremmende. Hovedfokuset ligger som regel på bunnfrekvensene, som sakte men sikkert bygger seg opp til en tordnende lydmasse etterhvert som sporene utvikler seg.
Det er få store overraskelser å finne på Distractions, men det overbeviser så absolutt. Sporene har en god flyt, og skiva fungerer godt til avslapning samtidig som at lydbildet er dypt nok til at det også blir givende ved konsentrert lytting. Rett og slett et bunnsolid og velgjørt stykke arbeid, og et trygt kjøp for elskere av kullsort, atmosfærisk ambient. [Emil Øversveen, hissig.no]

Wäldchengarten - Distractions (Phisteria)
Det var omkring spillestedet 1000Fryd i Aalborg at den danske scene for støjende elektronisk musik for alvor tog form op igennem 90’erne. Ikke mindst gruppen Wäldchengarten, som blev dannet af brødrene Lars og Dennis Hansen i 1999, var central for hele den danske fremmarch inden for obskure genrer som noise og power electronics. Varetegnet for Wäldchengarten var koblingen af ambient-genrens svævende elektroniske lydflader med noise-scenens skurrende støjpassager, som det blandt andet kan høres på nummeret ”Lies got you into this mess, but lies won’t get you out!” fra den fremragende danske compilation Noise decay : noises and such from Denmark udgivet i 2004 på det københavnske label Organic Pipeline. Sidste år udgav Wäldchengarten albummet Electrical bonding på det amerikanske label Desolation House. Med den amerikanske deep ambient-specialist Robert Rich som lydproducent på Electrical bonding dykkede Wäldchengarten ned i de dybeste afkroge af ambient-universet. De støjende power electronics elementer som kendetegnede bandet tidligere blev på albummet trukket markant tilbage i lydbilledet. Electrical bonding var med til at give Wäldchengarten den fuldt fortjente internationale anerkendelse, som blandt betød at bandet i oktober måned turnerede rundt i det ubetingede foregangsland for noise-scenen, Japan.

På gruppens seneste udspil Distractions har Wäldchengarten været en tur oppe i overfladen og hentet deres uhyrlige værktøjskasse af støjmaskiner med ned i ambient-verdenens dybeste lag. Således sammenkobles pompøs mørk ambient med kaotisk støj i form af forvrængede power electronics støjdroner. Distractions indledes ganske harmløst med afdæmpede meditative lydflader, mindende om lyden af elektronisk manipulerede didgeridoo, men tag ikke fejl: Langsomt trækkes den sagesløse lytter ind i en verden af ufremkommelig mørke og tænderskærende støj. På første tredjedel af Distractions er vægten lagt på stemningsmættet mørk ambient med kun diskrete antydninger af støj. Men fra tredje afsnit (af de i alt syv afsnit uden titel) vinder støjen frem og minderne om gruppens fortid i power electronics-verdenen træder frem. Støjen kulminerer i det fantastiske fjerde afsnit hvor støjen presses helt i forgrunden af lydbilledet. Distractions munder ud i det imponerende afslutningsværk hvor lytteren hentes fra det soniske lydhelvede tilbage til et sted hvor den smukke melodi ligger og ulmer et sted ude i horisonten dog stadig pakket godt og grundigt ind i susende droner og dæmpede støjflader.

At gruppen har vundet anerkendelse i det store udland er ikke svært at forstå når man lytter til Distractions. Albummet demonstrerer Wäldchengartens formidable evne til at kontrollere balancen mellem sønderrivende støj og storslåede elektroniske lydflader. Hvis dit nytårsforsæt er at stifte bekendtskab med den støjende del af den elektroniske musicscene, så er Distractions absolut et godt sted at begynde. Imponerende album!
[Niels Mark Pedersen, musikbibliotek.dk]

Wäldchengarten - Distractions
Der er noget udefinerbart dragende over de maskinelle nuancer, århusianske Wäldchengarten i henved syv år har slynget fra deres elektroniske isenkram og ud i kosmos. Deres udgivelser har længe været præget af en nærmest menneskefjendsk metallisk og støjende afstandstagen til lytteren, men på deres nye album, Distractions, er der enkelte steder tilløb til sjæleplejende ambient af den solbeskinnede slags. Men også kun tilløb, for blodrød alvor lurer et sted i dyngen af kabler og effektpedaler.

En simpel, lys drone indleder pladen og tyder på, at de to brødre Lars og Dennis Hansen har trukket badeshortsene på og er undsluppet til Malibu for at nyde solen, stranden og en flok lyshårede surf-daisies. Og hey, bare tag med. Indtrykket mørkner dog hurtigt, når de første kolde understrømme lader benene vide, at her er fare på færde. Første gang, alvoren går op for lytteren, er, da de skærende lyde fra en spejlblank mekanisk dræber lusker sig stille tilbage under overfladen efter et hurtigt kig frem i lyset. Fem minutter går der, og så slår maskinen til. Bider helt ind til benet og gør med et dit blod kulsort, mens hjertet pumper flere og flere sendinger støj til hovedet og videre ud i kroppen. Den stemning formår Wäldchengarten at fastholde, og de gør det manér.

Hver enkelt sang er navngivet med et antal tænkestreger, så det er nærmere i musikken, Wäldchengarten definerer titlen. Og der er da også adskillige af de streger, der trækker sig igennem pladens 54 minutter, som er værd at dvæle ved. Som når albummets andet nummer godt halvejs henne er næsten lige ved at støde til grund i sin egen subtonale rumlen, men alligevel formår at vriste sig fri af dyndet ved hjælp af langsomme og spidende lyse toner. Det føles som at blive angrebet af en kæmpehaj, mens man sopper rundt i et 1000 liters badebassin. Eller når selv samme kæmpehaj bliver erstattet af den generator, der i "----" gør selv den mindste knogle i din krop strømførende og smuldrende sårbar.

Et generelt træk ved Distractions er, at brødrene Hansen bruger uendeligt lang tid på at bygge numrene op, mens afslutningen af dem oftest er en simpel kortslutning af strømmen og en følgende følelse af at være blevet snydt for noget.
Albummets største force er dog helt sikkert, at lige meget hvor langt mod højre volumenknappen er drejet, sidder følelsen af at gå glip af noget stadig og spiller een et puds. Selv ikke med hovedtelefonerne klemt godt fast omkring ørerne får man den fysiske kraft med, der gemmer sig et sted i floden af toner.

Desværre er nuancerne for få for enhver med bare et minimum af lys i sindet, hvilket gør, at Wäldchengarten ikke for alvor formår at løfte lytteren fra "hvad var det lige, der ramte mig"-stadiet over i "den her oplevelse glemmer jeg aldrig"-tilstanden. De sjældne gange indtræffer, når musikken med udgangspunkt i vellydsfjerne støjflader formår at ryste så alvorligt ved både indvolde og hjerneimpulser, at vandene omkring en sortner og opløser kroppen og gør den vægtløs. [3/6 - Martin Thimes, undertoner.dk]

Wäldchengarten - Distractions
De danske brødre leverer syv nye intense doser abstrakt støj-ambient.
At sige, at dette nye Wäldchengarten-album er mere af det samme fra brødrene Hansen er på ingen måde en kritik, for den danske duo har om nogen styr på at sætte mørke, abstrakte og stemningstunge lydflader sammen. For at få fuldt udbytte af Wäldchengartens beatløse musik kræves det, at man som lytter giver den fuld opmærksomhed. Det gælder også Distractions, der bedst indtages i sin helhed og gennem hovedtelefoner. Der er variation og masser af nuanceskift hen over de syv unavngivne numre. Oftest ulmer musikken i dunkle dyner af droner, feedback og støj, og forandringerne er gradvise, men der er også enkelte decideret overraskende udbrud hen over den 54 minutter lange udgivelse. Den suggestive støj-ambient på Distractions vil uden tvivl skabe subjektive associationer i hver enkelt lytter, og disse ører hører blandt andet sommertorden, døde radiofrekvenser, tungt lastede bombefly og bygninger, der styrter sammen i slow motion. Det er intens musik, man skal fortabe sig i, og som ideelt set ikke bør forklares, men opleves på egen krop.
[4/6 - Jakob Rosenbak, gaffa.dk]

Wäldchengarten - Distractions
På mange måder er der noget kontraintuitivt ved at bruge støj som afslapning. Oprindelig er støj jo netop noget, der virker forstyrrende. Et uønsket element. Det er nok heller ikke alle, der vil finde Wäldchengartens nyeste udspil afslappende, men det har faktisk en utroligt beroligende effekt. Gennem årene har duoen udgivet på mange forskellige selskaber, og Distractions, som det nye album hedder, udkommer på det dansk/svenske selskab Phisteria, der hovedsageligt koncentrerer sig om elektronisk musik i alle mulige afarter. Selskabet har eksisteret siden 2004, så det er begrænset, hvad der har været af output endnu.

Distractions er en lidt dobbelttydig titel. På den ene side kan de syv numre, hvoraf kun de seks er navngivet med streger på coveret, virke forstyrrende med deres tilsyneladende strukturløse støj, men på den anden side virker de også som en afledning fra dagens stress, hvis man lader sig distrahere og suge ind af disse kompositioner – hvis man giver dem tid til at folde sig ud.

Udgangspunktet i de fleste af numrene er bløde, behagelige droner, der drejer rundt om sig selv igen og igen. Dertil bevæger forskellige elementer sig ind og ud af lydbilledet, hvis de da ikke ligger og slumrer for derefter at vokse sig større. Ofte er der tale om en høj, konstant tone, der kan minde om guitarfeedback, men også ind imellem hugges i stykker som et telegrafsignal, der desperat forsøger at stave sig frem til ”S.O.S.”. Den kan dog også tage form af en brusende, brutal støj, der kan variere i dybde og volumen og enkelte gange bliver altomfattende. Deler man albummet op i disse moduler, lyder det hele jo ganske simpelt – og det er det bestemt også – men måden, de sparsomme elementer bliver sat sammen på, gør hele forskellen.

Det første nummer udvikler sig eksempelvis ekstremt langsomt med dets droner, der tager over efter hinanden, mens en industriel skramlen roder rundt i undergrunden. Efterhånden bliver dronerne mørkere og kraftigere, og bedst som man tror, at nummeret langsomt vil udvikle sig i en glidende bevægelse, bryder et diskant, larmende guitaranslag igennem, som trækker en brusende, brutal støjflade med sig. En let og elegant opbygning.

Støjen tager nogle gange form af en tilstedeværelse – som om nogen eller noget bevæger sig rundt et sted i nærheden og roder med et eller andet ubestemmeligt. Sammen med de dybe basdroner og hyletonerne, som skaber en forventning om noget mere og fremmaner en truende stemning, giver denne usynlige tilstedeværelse albummet en følelse af noget ubekvemt samtidig med, at man spændt venter på, hvad der mon sker lige om lidt. På den måde er Wäldchengarten utroligt gode til at fastholde interessen. I de fleste tilfælde i hvert fald. Både nummer to og især nummer fem, der varer tolv minutter, bliver lidt for langtrukne. Her synes der ikke at være lagt samme gennemtænkte plan for de henholdsvis brummende, ringlende og raslende støjflader, som der er i flere af de andre kompositioner.

Det sidste nummer er faktisk det bedste – og dertil en flot måde at slutte albummet på. Her lægges der ud med en række hyletoner, der afløser og hakker på hinanden. I hvert fald indtil en blød drone dæmper gemytterne og forvandler kompositionen til en virkeligt smuk oplevelse, som kan minde om Ovals minimalistiske glitch-kompositioner. En brutal støj ulmer i det fjerne, men kommer aldrig tæt nok på til at intimidere én. På den måde lykkes det atter for Wäldchengarten at skabe et stykke ambient, der diskret stryger lytteren mod hårene.

Og således slutter et album, der nok er komponeret med sparsomme midler, men til gengæld også langt hen ad vejen efter stor overvejelse. De anvendte lyde fylder meget og virker som markante fysiske størrelser – og dét lige meget om de ligger langt væk i lydbilledet eller helt inde i øregangen, hvilket dog sjældent er tilfældet. Der er både distance og rummelighed i lyden. Nok har Wäldchengarten ikke lavet et perfekt album, men de har bestemt skabt nogle dragende distraktioner, man sagtens kan slappe af til.
[Kim Elgaard Andersen, 23/08/06, geiger.dk]

Wäldchengarten - Electrical Bonding CD
Formuleringen "musik til en imaginær film", med sine utallige lokale varianter og afarter (de fleste brugt for at skildre en dunkel "stryger-melankoli"), siger mere om konformiteten i anmelderkorpsets indre biografer end om de billedskabende plader den bliver brugt om. Og strengt taget må det vel også være sådan: Uden visse standarder for hvad der er og ikke er cinematisk musik, ville den formulering jo ende som en udhulet, banal sandhed. Mit personlige og blot overfladisk vellykkede forsøg på at komme omkring dilemmaet kan i tilfældet Wäldchengarten opsummeres med følgende klodsede aforisme: Electrical Bonding er musik af en imaginær film. Med dette skal forståes at brødrene Lars og Dennis Hansen slet ikke har vendt blikket mod et indre lærred og komponeret en ordentligt stykke musik til hedningene der; Musikken fremstår ikke som et supplement til en række utilgængelige billeder, men som et direkte resultat af hændelserne i det tænkte filmunivers. Electrical Bonding er i så fald en posthuman dystopi -- undergenre: maskinerne overtog verden -- her er knapt nok en eneste lyd jeg vil kalde menneskelig eller naturlig, alt er metal mod metal og motorlarm. Ikke at der er tale om feltoptagelser fra en gennemsnitlig byggeplads, Electrical Bonding er uendelig meget mere detaljeret og desuden, som filmmetaforen antyder, struktureret som en slags fortælling. Det er ret umuligt at se helt klart for sig, hvad det er der foregår, men der er et hav af bevægelser på kryds og tværs, landskabet er hele tiden under udvikling, under konstruktion, og maskinerne som står bag det hele ligner, efter lyden at dømme, næppe noget et menneskelig øje nogensinde har dvælet ved.

Disse tanker om Wäldchengarten's lydunivers kan ved første øjekast ligne et udslag af anmelderens lysende fantasi, men en nærmere inspektion vil at kernen i fremstillingen ikke er andet end et integritetsløst knæfald for et (igen klodset formuleret) uddrag fra biografien på duo'ens hjemmeside: ”Rather quickly it was established that development is crucial and to structure a track, as if a story without lyrics but with only the sounds to carry out the drama and suspense of the tale, was an interesting way to work with noise.” Udover at kaste et nyttigt analyse værktøj lige i armene på let-påvirkelige anmeldere viser uddraget også at brødrene ved nøjagtig hvad de gør, at de har en beundringsværdig kontrol over deres virkemidler, og ikke mindst, at de er i stand til at bedømme deres kreationer på en korrekt og ædruelig måde: "Interesting" er bare fornavnet.

Brugen af ordet "noise" kan derimod åbne for misforståelser, eftersom Electrical Bonding måske er for mild i udtrykket til at man kan snakke om noise som musikgenre, men man kan alligevel trygt påstå at Wäldchengarten arbejder med støj (her upræcist defineret som atonal lyd) -- selv de sønderknuste pianoakkorder i starten af "Replaced After Re-fusing" minder mindre om tonal musik end indledningen til noget H.P. Lovecraft i de første kapitler bare ville have kaldt "unnamable". Og hvad angår Lovecraft har Wäldchengarten et handikap som horrorkongen desværre mangler: Deres sprog er den rene, ikke-verbale lyd, altså et sprog som ikke kan skildre noget. Lovecrafts succesformel er ganske vist at strække fantasien til sine yderste og mest vanvittige grænser ved netop ikke at skildre Det Navnløse, men i samme øjeblik opstår også et problem han lidt for ofte må give op overfor: for at det skal være muligt at opretholde fortællingen fra dette punkt må spændingen på en eller anden måde øges eller udvikles.
Den tilsyneladende logiske udvej, som Lovecraft gerne tyer til, er at lade læseren se det som hidtil har været gemt i skyggen, at lade Det (ikke længere) Navnløse træde frem på scene i al sin grufulde pragt, men dette er i virkeligheden den mindst logiske løsning af alle, eftersom fortællingens konstituerende princip er det stik modsatte: uvisheden. Slimede tentakelmonstre bliver let patetiske sammenlignet med det en overstimuleret fantasi har en uklar forestilling om ligger på lur rundt om hjørnet.

Jeg skal medgive at der findes indikationer på at forrige afsnit handler mere om klassisk amerikansk horror end dansk ambient, men jeg kan forsikre om at Electrical Bonding hele tiden lurer i baggrunden. For det første: sammenligningen mellem Wäldchengarten og Lovecraft kan tjene som en illustration på et generelt forhold mellem musik og litteratur: sidstnævnte er lænket fast til verden fordi ord faktisk betyder noget, mens førstnævnte overlader alle tolkninger til fantasien. Og som det måske fremgår af ovenstående hævder jeg at Wäldchengarten går langt for at maksimere denne musik's iboende billedskabende kraft; ikke bare ved at styre uden om konventionelle musikalske betydninger som mol = trist, men ved hele tiden at bruge lyde som næsten lyder som noget fra dagliglivet – F.eks. lyder brummen i starten af titel nummeret næsten som et fly og dette næsten sørger for at fantasien straks ankommer med værktøjskassen for at demontere hele apparatet og rekonstruere det som en mystisk motordrevet anordning fra en ukendt planet.
For det andet: Wäldchengarten's univers er uhyggeligt, næsten grotesk, men som i mange af Lovecraft's bedste tekster, ligger der ingen ondskab bag dette, der ikke tale om et ætsende had mod livet eller en sanseløs glæde over tortur og nedslagtning; det uhyggelige ligger i at kompositionerne der bliver manet frem er totalt ligegyldige overfor mennesker, vi er slet og ret ikke en del af regnestykket. Fra vores synsvinkel er dette selvsagt skrækkeligt nok, men på samme måde som antibiotika er et djævelens værktøj om man anskuer sagen fra et bakterielt perspektiv.
[Vegard B. Bjerkevik, 26/02/06, hissig.no]

Wäldchengarten - Electrical Bonding
Hypnotisk og mektig
(6/7 G's)
Gruppen Wäldchengarten består av brødrene Lars og Dennis Hansen, og ble opprettet sent i 1999. Siden den gang har den danske duoen sluppet en rekke utgivelser, alle sammen unnfanget med det samme mål for øyet; nemlig å skape en type musikk som støtter seg på dissonerende elementer for å lage harmonier, heller enn en type musikk som entydig utforsker det velklingende og vakre. Navnet Wäldchengarten, som er en tysk oversettelse av brødrenes mellomnavn Lundehave, ble valgt fordi det "emmet af mystik, eventyr og uforudsete hændelser", forteller den kunstakademiutdannede Lars Hansen i et intervju med det danske magasinet (og nettstedet) Geiger. Det mystiske og hemmelighetsfulle kjennetegner også gruppens album Electric Bonding fra 2005. Et album hvis lydbilde både er tungt og dunkelt, men som også inneholder mye uforutsett i form av tilfeldige harmonier skapt av fallende droner, rungende klanger og enorme drønn.

I det samme intervjuet forteller Lars Hansen også om orkanens øye som en idealtilstand for gruppen. "Vi vil gerne lave varme berusende lydflader, der dog truer. Velproducerede ting, der alligevel er skramlende. (...) Målet er at indfange stemningen i orkanens øje, hvor der er kaos overalt, men hvor der også stadig er foruroligende stille". En stemning som preger dette albumet til gangs, men som her er oversatt til noe betydelig roligere enn på tidligere utgivelser.

Spesielt tittelsporet er karakteristisk for denne stemningen. Her vugger store tunge toner forsiktig inn i hverandre, og forårsaker energiforskyvninger henimot det truende og illevarslende. En stemning like tett og urovekkende som like før et tordenutbrudd, eller mer dramatisk, like før en orkan i full utfoldelse.

Wäldchengarten beveger seg i en sfære som ikke er så ulikt den artisten Lustmord utforsker. Hvilket vil si musikk som fokuserer på samspillet av mektige klanger og uendelige rom. Hos Wäldchengarten er til forskjell de syntetiske lydene Lustmord ofte benytter seg av erstattet med hyppig bruk av droner, samt et tettere samspill mellom de ulike delene. Dronene er som oftest av metallisk karakter og er trolig generert via gitarer og/eller metallgjenstander, som igjen er manipulert via elektroniske hjelpemidler.

Befridd fra tanker om tradisjonell bearbeiding av lyd (ifølge dem selv), ønsker Wäldchengarten å implementere andre strategier i søken etter å skape det optimale lydlandskapet. Arbeidet med lydene tar som regel utgangspunkt i improvisert materiale som deretter klippes sammen og formes til en nøye planlagt helhet. I forening med spor som alle er titulert på en måte som gir assosiasjoner til brudd, nye sammenføyninger og stadig forandring (og som utviser dette på mer enn det språklige plan), kommer resultatene av en slik arbeidsmetode til uttrykk som noe som best kan betegnes som hypnotisk og fengslende.

Med sine fem spor som alle ligner mer eller mindre på hverandre, og som sammen danner en sømløs helhet, er albumet en solid inngangsport for de som vil utforske duoens dunkle klangverden. Et album full av utsøkte dissonanser og djerve harmonier. Anbefales.
[Morten Normann, groove.no 16/02/06]

Betagende Brødre
(Wäldchengarten: Electrical Bonding/Desolation House)
STØJ: 5/6 stjerner

Den århusianske duo Wäldchengarten - som består af brødr. Lars og Dennis Hansen - har en række grænsesøgende udgivelser bag sig, der alle tager udgangspunkt i såkaldt støj. På dette, deres hidtil mest vellykkede og tilgængelige udspil, befinder de sig et eller andet sted mellem lydkunst, ambient og ren sonisk terror. Betagende.
[Henrik Queitsch, EB 13/05/05]

Wäldchengarten: Electrical Bonding / Desolation House
Den danske undergrund rumler. På sær fortryllende vis.
[Peter Albrechtsen, Respekt! i Citadel]

Wäldchengarten: Electrical Bonding [5/6 U]
Broderparret Lars og Dennis Hansen fra Aalborg har de sidste 5 år skabt sig en bemærkelsesværdig karriere på en svært tilgængelig og kuriøs scene. Udgivelser som Six Silver Bullets, Was Kommunikation? og … In Preparation of Machines to Fall blev modtaget med stor interesse af medier og publikum i hele verden, mens der i Danmark voksede en hvisken om noise-duoens stærkt anderledes musik. Aldrig har en radikal afstikker af electronicaen nået så stor en lytterskare i Danmark. Blandt nogle var det et über-raffineret trademark at have påklistret sin skuldertaske - et navn med umlaut og avantgarde-eftersmag, der udstrålede individets provokerende nysgerrighed over for maskinalderens dehumanisering. Blandt andre en profetisk summen af elektronikkens formåen, i stand til at flytte grænserne for mange lytteres musikalske horisont.

Det er så sandt, som det er sagt. Electrical Bonding er i høj grad musik, der bevæger grundstenene i musikopfattelsen, og endvidere en til tider smertelig meditation over intetheden. En intethed eller et dystert tomrum ryddet for smil, levende natur og blå himle, hvor de døde genstandes stemmer er vakt til live. Grundstemningen er elegisk og foruroligende, men den udprægede fremmedhed opfattes også med nysgerrig forundring. Det er som en tur i spejlkabinettet, hvor mørket pludselig sænker sig. Her rammes sanserne af en tyfon af ladet elektricitet, og det er vel at mærke ikke en udfoldelse af menneskelig magt. Det er, som om musikken udlever sin egen vilje gennem æterisk baggrundsstråling og forladte fabrikshaller. Man har virkelig svært ved at forestille sig, hvordan mennesker kan have udtænkt så brutal en æstetik. Igennem oplevelsens 40 minutter indgås der ikke et eneste kompromis med menneskelig og organisk kunst. Vi betræder et andet univers, hvor naturlove for længst er blevet trodset af maskinernes vilje til egen eksistens.

Det er derfor også svært at forestille sig, hvordan musikken egentlig er blevet frembragt. Guitaren og andre gennemskuelige støjkilder, der på tidligere udgivelser dominerede Wälchengartens univers, er ikke længere genkendelige for øret. Enkelte steder lægger man mærke til jacks, der summer magnetisk i kontakt med stikket, men ellers optræder de ætsende klangflader som monstre af strøm, der overtager hinandens langstrakte pust i piberne på skærsildens orgel.
Albummet er inddelt i fem suiter, der på samme måde umærkeligt afløser hinanden. Lydbilledet fremstår som et uadskilleligt hele, hvis myriade af parallelle forløb konstant undergår forvandling.

Modsat … In Preparation of Machines to Fall, der var langt mere enkel og distinkt i sine momentane meloditilløb, fremstår Electrical Bonding som den voksne udfoldelse af Wäldchengarten. Fænomenet er blevet sine dybder bevidst, og selv om coverets medfølgende prosastykke ydmygt og med en latent selvdestruktion konstaterer with nothing better to do than sticking forks into electrical outlets, har foretagendet nu taget en drejning til et decideret mørke. På bagsiden af albummets cover ser man gennem et glughul et lukket øje. Huden har samme udseende som hos et lig, medtaget af dødens proces, og de omgivende metalflader er henlagt i rustbrune og irgrønne nuancer, der for alvor varsler det levende i maskinernes ælde. Tiden og mørket har givet dem en historie og affødt en tilstedeværelse.

Allerede i Cancels Out If Need Be flakker øjnene nervøst i rummet. De forventer synet af elektrostatiske spøgelser, der slæber deres lænker gennem skærende digital ild og flimrende bade af strøm. Således er Electrical Bonding en af de mest abstrakte og filmiske lytteoplevelser længe. Som kun påvirket af ægte udfordrende musik, anfægtes hjernen af mulighederne i de fremdukkende lyde. Man digter i fantasien videre på tonernes forløb, men musikken er så amorf og uforudsigelig, at man konstant må spidse ører for at følge detaljerne.

Et optrin maler disse industriens fantomer flydende under dybe vande. Deres pulseren udvikler sig med truende hast - kun for at blive opløst i et hav af elektrisk intensitet. Mellem ørene skabes billeder af levende metal, der i gnistrende øjeblikke fortærer og genføder sig selv. Andre gange fortabes bevidstheden simpelthen i oplevelsens øde landskaber.

Der findes musik, som langsomt åbner sig for lytteren, men i dette tilfælde er det musikken, der er det uforanderlige element i vekselvirkningen. Den eksisterer almægtigt på sine egne præmisser, og lytteren må langsomt tilpasse sin bevidsthed, før overleveringen træder i kraft. Da skyller de skurrende, ringende, hylende og skrattende plateauer over modtagerens pandebrask for til sidst at lade ham alene efter maskinstøjens metafysiske skyggespil. Måbende, rystende og … tom.
[Daniel Flendt Dreesen/Undertoner.dk]

Wäldchengarten - Electrical Bonding CD
Det er ikke hver dag man støder på dansk musik, som har rødder i den støjbaserede del af Ambient-scenen. Ikke desto mindre er det tilfældet med femte officielle udspil "Electrical Bonding" fra det spændende elektroniske projekt Wäldchengarten. Gruppen blev dannet af brødrene Lars og Dennis Hansen tilbage i 1999.Det var det legendariske spillested 1000Fryd i hjembyen Aalborg (i øvrigt samme klubsted lagde adresse til, da Club DNA stod bag udgivelsen af den efterhånden legendariske Noise-compilation "Aalborg Noise Jihad") som var platform for gruppens første offentlige opmærksomhed.
Wäldchengarten's debut-album "Was Kommunikation?" som blev udsendt i slutningen af 2000, hører til et af de få danske udgivelser inden for musikgenren Power Electronics der har formået at høste flotte anmeldelser i den del af den udenlandske musikpresse som beskæftiger sig med lydkunst og elektroniske lydeksperimenter. Power Electronics er en forgrening af den støjfokuserede musikalske stilart Noise. I Power Electronics er støjen forvrænget i en grad der gør at støjen (om muligt!) fremstår endnu mere ekstrem og destruktiv i forhold til den traditionelle Noise.

På "Electrical Bonding" er de støjmæssige udskejelser dog væsentligt nedtonet. Brødrene har valgt at fokusere mere på atmosfære og i mindre grad på støj i forhold til deres tidligere udgivelser. At resultatet er blevet så vellykket, kan udover Wäldchengarten's flair for at kreere mørke, men storslåede lydlandskaber, også forklares med at gruppen denne gang har allieret sig med den legendariske ambient-komponist Robert Rich som lydproducent. Alliancen med Robert Rich betyder også at "Electrical Bonding" udtryksmæssigt har en del til fælles med Deep Ambient-scenen som Robert Rich i høj grad er en del af. Dog adskiller Wäldchengarten sig fra den traditionelle Deep Ambient-scene ved at droner af knusende støj ulmer i undergrunden. Således skabes der en spændende kontrast imellem støjdronernes nådesløse brutalitet og den storladne skønhed fra bølgerne af tranceskabende soundscapes.

"Electrical Bonding" kan i sit udtryk minde en del om Ambient/Power Electronics-albummet "Analysis Of Self Destruction" (2000) fra den amerikanske Noise-kunstner Bastard Noise og om Dark Ambient-klassikeren "The Place Where The Black Stars Hang" (1994) fra walisiske Lustmord. Det kan ikke overraske nogen at det er et underselskab til det kvalitetsbevidste amerikanske label Relapse Records, hvis speciale ligger inden for ekstreme og grænsesøgende udgivelser fra metalscenen såvel som fra den elektroniske musikscene, der har valgt at udgive albummet. "Electrical Bonding" vil utvivlsomt rangere som et af årets bedste albums fra den danske elektroniske undergrund. [Niels Mark Petersen / Herlev-Bibliotekerne]

Wäldchengarten - Electrical Bonding CD (Desolation House / www.noisejihad.dk) [5/6 stjerner]
Det er ingen hemmelighed, at det p.t. går godt for den hjemlige metal-scene i internationalt regi, men det er ikke den eneste ekstreme form for dansk musik, der imponerer i udlandet. Lars og Dennis Hansen har nemlig siden 1999 høstet meget ros for Wäldchengartens bidrag til noise-genren. Brødrenes nye album udsendes således på en undergren af den alternative amerikanske metal-koncern Relapse Records og er tilmed noget af det bedste støjbaserede ambient, undertegnede har lagt ører til i årevis. De fem numre på Electrical Bonding flyder langsomt med minimal repetition og et utal af små detaljer lejret i deres ustabile lag. Det er stemningsmættet isolationism matchende det mentale skyggeland, hvor mørket og tomheden råder. De abstrakte elektroniske flader nærmest tryllebinder én, og man kommer først helt til sig selv igen, når cd’ens laserspor er løbet ud. Det er tvivlsomt, om Wäldchengarten nogen sinde vil få meget opmærksomhed herhjemme, men med Electrical Bonding har de lavet et af årets absolut mest spændende danske album. [Jakob Rosenbak/Gaffa.dk]


Wäldchengarten [Geiger anbefaler!] - Electrical Bonding (cd, Desolation House, 2005)
Har der været noget, der har kendetegnet Wäldchengartens karriere siden starten, synes det at have været en systematisk søgen efter nulpunkter – til tider nærmest selvudslettelse. I starten var det støjens hvide overflader og repetitionens sugende malstrøm, der var duoens foretrukne redskaber, mens debutalbummet ...In Preparation of Machines to Fall arbejdede i et skrøbeligt vibrerende spændingsfelt mellem stilheden og larmen, det fragmenterede og det melodiske. På Electrical Bonding, som Lars og Dennis Hansen har fået udgivet på det fine amerikanske selskab Desolation House – endda mastered af ambient-musikeren Robert Rich – er det imidlertid snarere spillet mellem form og formløshed, der er blevet det centrale. De fem lange numre, der er så identiske i intention og udtryk, at de knapt lader sig adskille, er nemlig på én gang ekstremt stillestående og turbulente. Set ovenfra tager de sig ud som blanke, kølige overflader, der spejler alt, man kaster ned mod dem, men kigger man nøjere efter, er de netværk af droner og loops, der snarere er så dybe, at man må tale om en enkelhed gennem kompleksitet. Eller måske – for at inddrage det korte manifest, man finder på coveret, der taler om ”drowning in an electrical current without further resistance” – elektriske udladninger, som danner raffinerede mønstre i et tomt rum gennem sine to grundformer: Den lineære jævnstrøm og den bølgeformede vekselstrøm.

Wäldchengarten i hvert fald synes intentionen i værket at være jævnføringen af den elektricitet, der driver vores apparater, og den energi, der bor i vores kroppe. Udtrykt med Lars Hansens ord: ”The thrill of bypassing electric tension through every particle of your body”. Der skal bygges broer mellem teknikken og biologien, og i dét spil er strømmen den konkrete kosmiske fællesnævner – konkret, men også så befriende umulig at tillægge egentlig værdi, eftersom videnskaben den dag i dag har problemer med at forklare, hvad elektricitet rent faktisk er. Af selv samme grund – og netop fordi konceptet er blevet fulgt ordentligt til dørs – er Electrical Bonding snarere en eksistentiel oplevelse end det, man sædvanligvis ville kalde ”et værk”: Et kunstnerisk udtryk for den skabendes subjekt. Pladen er – med sine ophobninger af elektroniske impulser, sugende effekter og hypnotiske guitarflader, som på én og samme tid kan kategoriseres som ”noise”, ”ambient” og ”industrial” – ét stort objekt. Og det eneste, Fortolker-Holger kan stille op med det, er at sige, at det peger tilbage på én selv som objekt. Som én energiform blandt myriader af andre, der er så forskellige og dog fundamentalt så ens.

Er det så i det hele taget kunst, man har med at gøre? Naturligvis er det dét. Pladen er skabt af nogen og efter en bestemt filosofi. Og den flytter én som al god kunst skal. Den lader én svinge med i – og synke ned i – lyden. Den involverer og absorberer én. Den spytter én ud på den anden side – på én gang klogere og dummere, men først og fremmest aktiveret. Den er en kontakt, man kan sætte stikket til sig selv i, når man har lyst.

Af samme grund er Electrical Bonding muligvis Wäldchengartens flotteste udgivelse til dato. Den udfylder sin ramme perfekt – og hvor den så uendeligt nemt kunne være blevet et stykke tør kunstteori omsat i søvndyssende praksis, er den i stedet blevet et højspændt musikalsk kraftværk, man besøger med lige dele respekt og fascination. [Steffen B. Pedersen/Geiger.dk]

top

Review-archive