Wäldchengarten og Beethoven

Tilbage i gymnasiet havde Lars Hansen, der sammen med broderen Dennis udgør Wäldchengarten, et af sine mange sammenstød med de regler, som han som musiker hele tiden forsøger at bryde. "Vi skulle lave nogle harmoniseringer i musiktimen, og jeg lavede så et spring mellem to toner, der ganske vidst var ukonventionelt, men det lød rigtig godt. Det syntes min lærer sådan set også, men alligevel sagde han, at jeg ikke måtte gøre det, fordi det var imod reglerne. Så sagde jeg, jamen, Beethoven har lavet nøjagtigt samme spring fra den tone til den tone i et af sine klassiske stykker. Hvis Beethoven måtte, så kunne og kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg ikke måtte. Jeg kunne ikke få en fornuftig forklaring på, at jeg ikke måtte gøre det. Jeg mener, hvad er forskellen på mig og Beethoven? Ingenting! Bortset fra at han er en verdenskendt komponist og har et par hundrede år på bagen, men op i røven med det, det kan jeg sgu da ikke bruge til en skid!", udbryder Lars.

"Hvad fanden sker der?"

Episoden er om noget kendetegnende for den musik som Wäldchengarten skaber. 4/4-takter og konventionel brug af guitarer har ingen plads i duoens lydunivers, der i stedet består af blandt andet højfrekvenser og fragmenterede lydflader. Kort sagt alt det, som det konventionelle danske rock- og popøre er tilbøjelig til at kalde slet og ret støj. Lars Hansen betegner musikken som et "eklatant mix af dyb ambient, skummel guitar tilsat lidt noise".

"Der er ingen beats i vores musik", siger Lars og fortsætter: "Der er ikke andet end lyd, som man skal forholde sig til på en helt anden måde, end langt de fleste mennesker i Danmark gør. Vi skruer op for de forkerte frekvenser, vi gør alt det vi ikke må, vi tager alle de ting, der bliver klippet fra i et studie, så samler vi det og kalder det for et nummer. Så siger vi, ´den er fin!`, og spiller det for folk, der sidder og tænker, ´hvad fanden sker der`?"

Under koncerter improviserer de to brødre sig mest frem og aftaler løbende, hvad der skal ske med lydbilledet, men når de sidder derhjemme og komponerer, er der en klar rollefordeling: "Hvis man skal skære det lidt groft kan man sige, at jeg laver musik, og Lars laver lyd, og så sætter vi det sammen. Jeg er f.eks. meget glad for min guitar, mens Lars er knap så vild med den. Men det jeg laver på guitaren, det sidder Lars så og håndplukker, og det er også ham, der til sidst får sat hele lortet sammen", forklarer Dennis Hansen.

Politisk dagsorden

Dennis uddyber kontrasten og vekselvirkningen mellem de to på følgende måde. "Det er lidt ligesom, når den fine dame og den usle fyr mødes, og sød musik opstår. Jeg laver ikke musik hovedsageligt med henblik på, at der er nogen, som skal sidde og lytte til det. Det er da fedt, hvis der er nogen, der gør det, men jeg gør det først og fremmest for min egen skyld", siger Dennis og betegner Lars som den mere intellektuelle bagmand.

Og der er da også, ifølge Lars en klar dagsorden og værdigrundlag for den musik, som Wäldchengarten laver. "Jeg tror det var John Cage (støj-experimentalist og en af avantgardemusikkens forfædre), der sagde at al lyd, som er organiseret er politisk. Det synes jeg passer meget godt på os, for jeg synes egentlig, vi har en politisk agenda".

"Vi har et mål om at råbe op. Vores dagsorden skinner mest igennem på den måde, at vi ikke synes, at det kan være rimeligt, at man kun skal forstå musik på én måde, som er sådan en klassisk og traditionel rock/pop opfattelse af, hvordan tingene skal lyde. Vi vil gerne gøre opmærksom på et alternativ med vores musik. Det giver jo ikke nogen mening efterhånden at fyre fire akkorder af, og så kalde det for et rockhit, det har vi så mange bands til, så det synes jeg, man skal overlade til Swan Lee. Altså, grundlæggende kan man sige, at forskellen på Swan Lee og eksempelvis Slipknot bare er, at Slipknot spiller hurtigere, og det mener jeg ikke rigtig er nogen pointe længere. For mig er det i hvert fald ikke et ægte alternativ", siger Lars.

Smadr guitaren

"I stedet kunne man jo lade være med at spille på guitaren. Einstürzende Neubauten har nærmest nægtet at anerkende instrumenter. I stedet lægger de guitaren ned og borer en boremaskine ned igennem den. Det er netop den helt tredje mulighed i stedet for blot spille på guitaren eller stemme den lidt sjovt. Men altså hvad skal man bruge det til, smadr sgu da lortet og optag det i stedet for. Jeg har selv lavet nogle glimrende optagelser, hvor jeg smadrer min guitar og så efterfølgende har brugt lyden i noget musik. Den guitar havde jeg haft i otte år, men det bedste formål den nogensinde har tjent, var at blive fuldstændigt destrueret", griner Lars og fortsætter:

"Det vi kan tilbyde er en ´andethed` i musikken, vi sætter fokus på alle mislydene og på den måde bringer vi skyggesiden i musik frem. Vi vil gerne sige til folk: Det er da fint, at man kan vælge mellem hurtig og langsom og god eller dårlig rockmusik, men der er også et alternativ, som måske ville være sagen. Vi tilbyder en anden musikforståelse og tilfredsstillelse ved at lytte til musikken, fordi det vi laver er mere udfordrende i modsætning til rockmusik, der går på en slags ryggradsnerve, hvor man kan stå og stampe med den ene fod i jorden. Vores musik kræver, at folk hører efter og bliver nødt til at forholde sig til musik. Det er jo kompliceret musik, vi laver, men vi vil gerne skabe en bevidsthed om det, man lytter til, så man har en mening og intention med at lytte til noget specifikt musik".

"Det vi skal tilbage til er, at folk selv skal have lov til at bestemme, hvad det er de gerne vil forestille sig, når de lytter til vores musik, siger Dennis inden, Lars tager over. ´Lige nøjagtig og det er derfor, vi ikke laver noget for lytterne som sådan. Vi laver bare noget, som folk kan synes er lækkert, og som de måske kan blive inspireret af og tænke: nå, okay man kan jo også gøre det på den måde, det er sgu da egentligt meget spændende".

JB